Hvordan udvinder man de aktive ingredienser fra planter?

Det sammensatte system indeholdt iplanterer ekstremt kompleks, og antallet af dens typer overstiger ofte det konventionelle kognitive omfang. Ikke alene er indholdet af forskellige forbindelser væsentligt forskelligt, men den overordnede forskel mellem forskellige planteforbindelsesgrupper er også meget tydelig.

Fra den overordnede klassificerings perspektiv kan planteforbindelser normalt opdeles i to kategorier: Den ene er primære metabolitter, såsom proteiner, aminosyrer osv., som hører til denne kategori. De er kernestofferne for planter til at opretholde grundlæggende livsaktiviteter; Den anden er sekundære metabolitter, såsom alkaloider, flavonoider, terpenoider osv., som omdannes fra nogle primære metabolitter gennem komplekse metaboliske processer i planter. På nuværende tidspunkt er deres specifikke roller i plantefysiologiske aktiviteter ikke fuldt ud undersøgt.

Udvinding: Skemaet for dette link er hovedsageligt bestemt af målforbindelsens fysiske og kemiske egenskaber (der dækker nøgleindikatorer som surhed, termisk stabilitet og opløselighed), og kerneformålet er at maksimere og stabilisere ekstraktion af målforbindelsen.Fælles ekstraktionsmetoder omfatter vandafkog, organisk opløsningsmiddel termisk tilbagesvaling, ultralydsekstraktion, osv.; for termisk ustabile forbindelser bør der vælges lavtemperaturekstraktionsmetoder, såsom kold nedsænkning, ultralav temperatur kritisk ekstraktion osv.. Udvælgelsen af ​​ekstraktionsopløsningsmidler skal kombinere polariteten og surheden og alkaliniteten af ​​forbindelsen. Tager man alkaloider som eksempel, fordi de er basiske, bruges der i de fleste tilfælde syreekstraktion, som først giver alkaloiderne mulighed for at danne salte, der er letopløselige i vand. Fuldfør ekstraktionen, og genskab derefter den oprindelige struktur gennem alkaliseringsbehandling; du kan også bruge en alkalisk opløsning til at frigøre alkaloiderne først og derefter vælge et passende polært opløsningsmiddel til ekstraktion. Se derefter på polysaccharider, de fleste af disse ingredienser er letopløselige i vand, svære at opløse i alkoholer, normalt ved vandekstraktion og alkoholudfældning for at fuldføre den foreløbige ekstraktion og oprensning. I lyset af den brede vifte af planteforbindelser er de ikke nævnt her.

Oprensning: Dens kerneidé svarer til ekstraktionsnøjagtigheden, men den kræver højere separationsnøjagtighed. Generelt vil ekstraktionsoperationen blive udført i henhold til polaritetsforskellen mellem forbindelser, og ekstrakterne vil foreløbigt blive opdelt i forskellige polære komponenter, og derefter vil silicagelsøjlekromatografi, gelsøjlekromatografi, makroporøs harpiksadsorptionsmetode blive brugt til finmodvirkende harpiksadsortering og andre ekstraktionsmetoder med høj strømning. adskillelse. Adskillelsesprincipperne for disse teknologier svarer til polaritetsforskellen, molekylvægtstørrelsen, affinitetsforskellen med harpiks, fordelingskoefficientforskellen i forskellige opløsningsmidler osv. af forbindelser. For nogle forbindelser med lave renhedskrav eller specielle egenskaber kan rensningsmålet nogle gange kun opnås ved omkrystallisationsoperation. Samlet set tager rensningsprocessen lang tid og kræver tilstrækkelig omhu og tålmodighed.

Identifikation: På stadiet af identifikation af sammensatte strukturer bruges kerneteknikker såsom kernemagnetisk resonans-brintspektroskopi, kulstofspektroskopi og røntgenkrystaldiffraktion til at afklare den præcise konfiguration af forbindelsen; samtidig suppleres ultraviolet spektroskopi og infrarød spektroskopi for at give supplerende bevis for den strukturelle identifikation af forbindelsen.